Om mig

Mit navn er Ole Skindhøj, jeg er 53 år, har tre voksne børn og base i Silkeborg. Jeg er certificeret psykoterapeut fra Systemisk Institut for familieterapi. Ud over mit virke som Psyko- og parterapeut, er jeg oprindeligt uddannet tømrer og arbejder nu på 25. år som ambulancebehandler og tidligere lægeassistent på Akutlægebilerne i Region Midt. I den forbindelse er jeg også uddannet krise- og kollegastøttemedarbejder hos Center for Beredskabspsykologi.

Jeg har oplevet meget i mit liv, og kender mig selv ret godt. Jeg er nysgerrig på, og brænder meget for mennesker, og at kunne hjælpe andre til at kunne være den bedste udgave af sig selv, i alle aspekter af livet.
Jeg er særligt optaget af og erfaren i at arbejde med stress, angst og kommunikation i både enkelte samtaler og i par/familie terapi.

Min profil

Hos mig møder du et nærværende, empatisk og ægte menneske, der kan skabe et rum, med respekt, empati og ærlighed hvor alt må og kan være og alt kan siges og ingen skal føle sig forkert.

Det må for mig at se, være en evig proces at kunne stræbe efter evnen som terapeut at kunne være så ægte og så meget i kontakt med mig selv som muligt. For mig som terapeut har det en kæmpe betydning, hvordan jeg grundlæggende ser og møder mennesker, og hvilke menneskesyn jeg grundlæggende har og står på i verden, og netop dette menneskesyn matcher på fineste vis, sådan som jeg er kommet til at stå i verden.

Alle mennesker har noget, de kan, noget, de ved, og noget, de gerne vil, de forsøger deres bedste, de er eksperterne, og de har alle grundlæggende værdi, og må og skal mødes med omsorg, empati og respekt.

Det allervigtigste for mig er at …

Du føler dig set og hørt

Jeg kan tilbyde dig et rum hvor du aldrig vil føle dig forkert.
Du er eksperten og bliver mødt og hørt lige der hvor du er.
jeg vil udfordre dig men altid med respekt og aldrig forcerende. Jeg vil ofte spørge og tjekke ind med dig om din oplevelse så min egen agenda og mål aldrig kommer til at stå i vejen.

Skabe et trygt rum

Jeg vil sætte en tydelig og ærlig kontekst, og have et fast greb om roret, i samtalen. Du vil i mig møde et nærværende, ærligt og omsorgsfuldt menneske.
Alt kan og må italesættes og elefanten i rummet synliggøres så vi sammen kan undersøge grunden og virkningen.

Du rykker dig

Jeg tør udfordre dig på en kærlig og respektfuld måde.
Jeg italesætter det jeg ser og mærker og går nysgerrigt og undersøgende til værks.
Målet er at du flytter dig og rykker dig mod et bedre sted med nyt mod, håb og øjne mod dine værdier og drømme.

Jeg har en nysgerrig tilgang, hvor jeg har lyst til sammen med de mennesker jeg arbejder med, at blive klogere på hvad de kan se. Hvordan de har forstået den situation, de står i, hvad de egentlig håber på eller ville foretrække. Hvad de allerede ved, siden de har forsøgt at tackle situationen som de gjorde. Hvad de synes om de historier, der har været med til at definere dem og de måder, det påvirker både dem selv og andre.

Jeg gør det som udgangspunkt ved at stille spørgsmål, som jeg ikke selv kender svaret på, men som inviterer den andens perspektiver i forgrunden. På den måde er min praksis respektfuld, der ikke fælder dom over menneskers måder at håndtere deres liv på, men i langt højere grad inviterer dem, jeg arbejder med, til selv at tage stilling til de problemer, de står overfor og de effekter, de har. Hvor jeg spørger, hvad de synes om de problemer, de bokser med og de effekter, de har, i stedet for at vi tager stilling for dem, og beslutte, hvilke veje de skal gå i deres liv.

Og endelig er det praksisser, der i vid udstrækning lader dem, jeg arbejder med, være forfattere i deres eget liv. Jeg tager deres ord alvorligt, lytter og noterer så ordret som muligt, så de historier, vi i fællesskab udvikler, er deres. Fortællinger handler om at skabe mening. Fortællinger organiserer det, vi oplever. Fortællinger har derfor betydning for, hvordan vi kan leve, hvordan vi forstår og ser os selv, og hvad vi tænker, vi kan gøre eller ikke kan gøre.

Jeg har ansvaret for formen og måden vi samtaler på og har et kærligt men fast greb om roret, men du bestemmer hvor vi skal hen, og vi følges ad, alt imens vi sammen går på opdagelse for at finde vejen, der kan bringe dig et bedre og rigere sted hen. Til det liv du ønsker og håber på.